Kristus og Hans kirke i Salmernes Bog

 

LINK

Kristus og Hans kirke i Salmernes Bog

Salme 77 For korlederen. Efter Jedutun. Salme af Asaf Jeg råber højt til Gud om hjælp jeg råber højt til Gud, han skal høre mig På nødens dag søger jeg Herren utrætteligt rækker jeg min hånd frem om natten, min sjæl lader sig ikke trøste. Når jeg husker Gud, må jeg sukke og tænker jeg efter, svigter mit mod. Sela Jeg holder mine øjenlåg åbne, jeg er urolig og kan ikke tale. Jeg mindes fortids dage, Jeg husker længst forgangne år Om natten grunder jeg på det, jeg tænker efter og ransager mig selv. Forstøder Herren for al evighed? Vil han ikke længere vise nåde? Er hans troskab forbi for evigt? Lyder hans ord aldrig mere? Har Gud glemt at være nådig Holder han i vrede sin barmhjertighed tilbage? Sela Jeg siger, det er mig en smerte, at den Højestes højre hånd ikke er den samme. Jeg vil nævne Herrens gerninger,for jeg husker dine undere i fortiden; jeg grunder over hele dit værk, jeg tænker over alle dine gerninger Gud du handler i hellighed; hvilken gud er stor som Gud Du er den Gud, der gør undere, du viste folkene din styrke; du udfriede dit folk med din arm, Jakobs og Josefs børn Sela Vandet så dig, Gud,vandet så dig og bævede,ja, det store dyb skælvede. Skyerne sendte strømme af vand,skymasserne lod deres stemme lyde,ja, dine pile fløj til alle sider. Din torden lød som vognhjul,lynene oplyste verden,jorden rystede og skælvede. Din vej gik gennem havet,dine stier gennem de vældige vande,og dine spor var ikke at se. Du førte dit folk som en fåreflok ved Moses og Arons hånd.

"For korlederen. Efter Jedutun," koret som Jedutun og Heman ledede (1. Kr. 16:42). De skal nu til at synge en klagende salme. Asafs harpe sukker i den kølige aftenvind.

Tonen

I stedet for at juble i Den Mægtige, som alle må frygte, er Asaf fuld af ubehagelig angst, angst som rejser sig fra skyer rundt om hans sjæl. På jorden følte Herren sådanne skift i sin sjæl, som vi finder i denne salme. Én dag, under himmelen, som åbnede sig over Jordan; en anden i den dystre, skrækkelige ørken; én aften, på vej ned ad Forklarelsens Bjerg, en anden på vej ind i Getsemane. Og lige sådan med hvert lem på hans legeme. Ikke at Guds kærlighed forandrer sig over for dem, og ikke at de selv føler, at den kærlighed er blevet opbrugt; men forudseenhed og prøvelser af ukendt karakter, og fristelser, som puffer til sjælen, skjuler solen med mørke tåger.

indholdet Vi finder i vers 1-4, at mørkets tid bliver billedlig-gjort tankefuldt og klagende. "Om natten var min hånd strakt ud og blev ikke følelsesløs" (Alexander). Og et "Sela" midt i det, vers 3, synes at give os tid til at iagttage sjælens triste tilstand. I versene 5-10 har vi minder om fortiden som leder til det dybt melankolske spørgsmål - " Har El (den Mægtige Gud) glemt at være nådig?"

Har han i vrede lukket sin evige kærligheds kilde?

Og et andet "Sela" får os til at gøre holdt og tænke efter. I vers 11 Grunden til dette mørke "Det er min sygdom," (Jer.10:19). Min øjeblikkelige kropstilstand, og de truende omstændigheder omkring mig, har drejet mine øjne væk fra Guds kærlighed. Tholuck gengiver det, "Denne min plage er en forandring af Den Mægtiges højre hånd;" men vi foretrækker et andet syn på det, nemlig, efter vi sørgmodigt har indrømmet " dette er min sygdom" falder tanken os ind: "Jeg husker længst forgangne år." Ja, lad mig mindes, hvad Han har gjort! I vers 12 bryder lyset frem - Gud kan ses, stadig med mægtig kraft til at frelse. Asaf har lært af "årene ved Guds højre hånd," ser at "han handler i hellighed;" og på sådanne "undere" som skete i 2. Mosebog 15:11. Han ser Gud udfri "Jakobs sønner" fra deres ægyptiske landflygtighed og gør det sådan, at vi mindes Josef, som en gang blev skilt fra sine brødre, men bagefter blev den øverste af dem allesammen. 12-16.

Et "Sela" byder os igen at tænke, og salmen slutter med at genkalde nogle af Hans forsyns undere. "Gud handler i hellighed" (vers 14) antyder en sammenhæng med hans "hans vej gennem havet". (vers 20) Der kommer en dag, hvor vi med Kristus vort Hoved, skal synge om Kirken som sikkert blev ledt til hvile, i sådanne strofer som disse, mens vi husker, hvor ofte vi var ved at spørge "Har Gud glemt at være nådig?". Vi lærer af Asafs harpe, i fortvivlede øjeblikke, at huske "fortiden", og forsikre os selv om at Israels Gud lever - Påskenattens Gud, Det Røde Havs Gud, Skysøjlens Gud, Sinais Gud, ørkenens Gud, Jordans Gud - og vi kunne også tilføje Golgatas Gud, Betanias Gud, som skal lede os, som han ledte Israel, selv når jorden ryster igen, indtil den dag hvor han kommer og kaster lys over "Sin vej der gik gennem havet, sine stier gennem de vældige vande, og sine spor", der var et mysterium.

Asaf har været et instrument for Helligånden til at opmuntre os her ved at byde os at se på dette billede af Den Retfærdige under skyen som husker Herrens tidligere gerninger.