DER
ER ORDEN I GUDS RIGE
ApG
1,1 fortæller, at før Apostlenes Gerninger blev skrevet, havde dets
forfatter Peter, skrevet ”den første bog“. Sammenholdt med det
faktum, at begge er adresseret til Theofilus, hjælper det os til at
se, at Peter er ansvarlig for begge bøger. De to bøger kan opfattes
som del 1 og 2 af ”Den kristne kirkes oprindelse og historie“. 1.
del er en fortælling om Jesu liv og arbejde (Lukasevangeliet), og 2.
del (Apostlenes Gerninger) er en gengivelse af udbredelsen af Jesu
budskab og den tidlige kirkes historie.
Hvordan
blev evangeliet skrevet?
Lukas
vidste godt, at mange havde skrevet om de begivenheder, der havde
rystet Jerusalem og resten af området – de begivenheder, der havde
med Jesus Kristus at gøre. Kilderne til disse litterære arbejder
inkluderer mange ”øjenvidner og ordets tjenere“ (Luk 1,2) – en
klar henvisning til disciplene og andre af Jesu samtidige. Lukas
havde selv mødt disse øjenvidner og ordets tjenere (så som Paulus
og andre apostolske ledere) og kendte muligvis også til evangelierne
skrevet af Markus og Matthæus. Lukas selv var tydeligvis ikke et
øjenvidne til Jesusfortællingen, men han var en troværdig og
pålidelig Kristi efterfølger.
Matthæus
skrev først og fremmest til jødiske læsere og fremstillede Jesus
som den store lærer, profetiernes opfyldelse og jødernes konge. Han
henviste tit til, at messiasprofetierne i Det Gamle Testamente blev
opfyldt i Jesus. Markus skrev til en romersk læserskare om Jesus, en
handlingens mand. Lukas, læge og hedningekristen, skrev til grækerne
og hedningerne om den universelle Jesus – hele verdens frelser.
Lukas nævner, at han har en dobbelt hensigt med at skrive: at give
en nøjagtig gennemgang (Luk 1,3) og at give et sikkert grundlag for
den nye tids store lærdomme. Et af målene med hans evangelium er at
styrke visheden om sandheden, som vi finder den i Jesus.
Lukas,
en af Bibelens inspirerede forfattere, benyttede andre kilder til
sine skrifter. Meget interessant! Hans anvendelse af andre kilder
udelukker tilsyneladende ikke Helligåndens inspiration eller hans
skrifters autoritet.
Luk
1,5-22
Guds
tavshed havde kendetegnet Israels historie i næsten fire hundrede år
efter Malakias. Men denne guddommelige tavshed blev brudt med
meddelelserne om Johannes Døbers og Jesu fødsel. Der er mange
paralleller i beretningerne om Jesu og Johannes’ fødsel. Begge er
mirakuløse. I Johannes’ tilfælde var Elisabeth langt oppe i årene
og ud over den alder, da hun kunne få børn; i Jesu tilfælde skulle
en jomfru føde barnet. Englen Gabriel bekendtgjorde løftet om begge
disse fødsler. Begge bekendtgørelser blev modtaget med stor
forundring, glæde og overgivelse til Guds vilje. Begge drenge
voksede op og blev stærke i ånden (Luk 1,80; 2,40).
Men
den opgave og det arbejde, de to drenge skulle udføre, var meget
forskellige. Johannes skulle forberede vejen for Jesus (Luk 1,1317).
Jesus er ”Guds søn“ (vers 35) og opfyldelsen af de messianske
profetier (vers 31-33). Selv om det fortælles om Zakarias, at han
levede ”uangribeligt“, forårsagede hans mangel på tro på
englens budskab en irettesættelse. Hvordan kan dette hjælpe os til
at forstå, hvad det vil sige, at en kristen skal leve
”uangribeligt“?
”Zakarias’,
Abrahams og Marias sønners fødsel skulle lære os en stor åndelig
sandhed, en sandhed, som vi er langsomme til at lære og hurtigt
glemmer igen. Ved egen kraft er vi ude af stand til at udrette noget
godt; men det, som vi ikke kan, vil komme til at ske ved Guds kraft i
ethvert ydmygt og troende menneske. Det var ved tro, at forjættelsens
barn blev givet.
Miraklet
med Johannes havde en helt bestemt hensigt i Guds plan for sit folk.
Efter 400 år med profetisk tavshed i Israels historie fremstod
Johannes i historien med et bestemt budskab og stor kraft. Johannes’
opgave og budskab var at ”skaffe Herren et folk, der er gjort rede“
(Luk 1,17). Han skulle være en forløber for Messias og berede vejen
for Jesus.
”Du
skal give ham navnet Johannes“
Jesu
fødsel var ikke en almindelig begivenhed. Den var indskrevet i Guds
evige kalender, og ”da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født
af en kvinde“ (Gal 4,4). Det er opfyldelsen af det allerførste
løfte, Gud gav, efter at synden kom ind i Edens have (1 Mos 3,15).
Læg
mærke til, hvordan Jesu fødsel i hvert af dem var en forbløffende
opfyldelse af profetierne. Hvad siger dette om, hvorfor vi bør lære
at stole på alle Guds løfter?
Seks
måneder efter at Gabriel havde fortalt Zakarias om Johannes’
fødsel, fortalte han Maria fra Nazaret om et endnu større mirakel:
en ung kvinde ”skal blive med barn og føde en søn og … give ham
navnet Jesus“ (Luk 1,31).
Jesu
jomfrufødsel er stik imod al menneskelig erfaring, og der er ikke
nogen naturlig forklaring på den. Selv Maria var nødt til at
spørge: ”Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen
med en mand“ (Luk 1,34). Englen forsikrede hende om, at dette ville
ske ved Helligånden (vers 35), og at ”intet er umuligt for Gud“
(vers 34). Marias øjeblikkelige tillid og overgivelse er
bemærkelsesværdig: ”Lad det ske mig efter dit ord!“ (vers 38).
Ethvert menneskeligt spørgsmål, uanset hvor naturligt eller logisk
det måtte være, må vige for et guddommeligt svar. Enten det drejer
sig om Skabelsen eller korset, inkarnationen eller opstandelsen,
mannaen, der faldt i ørkenen, eller Helligånden, der faldt på
disciplene – det guddommelige initiativ kræver menneskenes
overgivelse og modtagelse.
Maria
besvarede sit eget spørgsmål ved at underkaste sig Guds herredømme
og evige hensigt, og Gabriel gav hende vished med et andet mægtigt
svar: ”Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft
skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også
kaldes helligt, Guds søn“ (vers 35).
Du
skal give ham navnet Jesus
Lukas
begynder beretningen om krybben i Betlehem med en historisk note.
Josef og Maria forlod deres hjem i Nazaret og rejste til deres
forfædres by Betlehem, fordi kejser Augustus, Romerrigets hersker,
havde udsendt en befaling om en folketælling. Dette skete, mens
Kvirinius var statholder i Syrien. Disse historiske detaljer må få
bibellæsere til at sætte pris på Lukas’ overgivelse til
Helligånden, så han indsatte disse detaljer om inkarnationen i en
historisk ramme.
Tænk
over Jesu fattigdom, som den kommer til udtryk i dette vers.
Sammenlign billedet med, at hun ”svøbte ham og lagde ham i en
krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget“ med Paulus’
beskrivelse af Jesus. Hvordan var den vej, Jesus gik på vores vegne?
Historien
om de fattige omstændigheder, hvortil himlens Herre inkarnerede sig,
fortsætter med det første besøg ved krybben, nemlig hyrdernes. Den
”store glæde“ blev ikke forkyndt for de rige eller de mægtige,
ikke de skriftkloge eller præsterne, ikke herskerne eller de magter,
der styrede landet, men for de jævne og foragtede hyrder. Læg mærke
til storheden og enkelheden i budskabet: I dag er der født jer en
frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. I skal finde et barn,
som er svøbt og ligger i en krybbe. Himlens største gave kom som
det så tit sker i en meget beskeden indpakning. Men gaven medbringer
ære til Gud, fred på jorden og Guds velbehag (Luk 2,14).
Lukas’
fortælling om Herrens engel (Luk 2,9-12) understreger tre vigtige
punkter i kristen teologi. For det første er evangeliets gode
nyheder ”for hele folket“. I Jesus bliver både jøder og
hedninger ét som Guds folk. For det andet er Jesus frelseren; der er
ingen anden. Og for det tredje er Jesus Kristus, Herren. Disse tre
temaer, som så tydeligt fremhæves tidligt i Lukasevangeliet, blev
senere grundlaget for apostlenes, især Paulus’ forkyndelse.
Tænk
over, hvad vi som kristne tror: Ikke alene kom Skaberen af alle ting
(Joh 1,1-3) ind i vores syndige verden som et menneske, men levede
som Jesus vores hårde liv og endte med at dø på korset. Hvis vi
virkelig tror dette, bør så ikke alle sider af vores tilværelse
leves i overgivelse til denne fantastiske sandhed? Hvilke sider af
dit liv genspejler din tro på beretningen om Jesus, og hvilke gør
ikke?
Krybben
i Betlehem
Selv
om Lukas først og fremmest skriver til hedningerne, var han
opmærksom på betydningen af den jødiske arv gennem Det Gamle
Testamente. Han sørger for at forbinde beretningen i Det Nye
Testamente med Det Gamle, og beskriver den smukke scene, hvor Maria
og Josef bringer Jesusbarnet til templet i Jerusalem for at lade ham
omskære på den ottende dag ifølge jødisk lov (Luk 2,22-24).
Bemærk
tre punkter vedrørende frelse, som Simeon trækker frem: frelse er
gennem Jesus; frelse gives af Gud; frelse er for alle folk –
hedningerne så vel som Israel. Hvordan hænger disse sandheder
sammen med den første engels budskab?
Simeons
profeti forudsagde også to væsentlige kendetegn ved Jesu tjeneste.
For
det første er Kristus ”bestemt til fald og oprejsning for mange i
Israel“ (Luk 2,34). Kristus har bragt lys og frelse til alle, men
ikke uden omkostninger for modtageren. I Kristus er der ingen neutral
grund. Man tager enten imod ham eller afviser ham, og ens frelse
afhænger af den rette respons til ham. Kristus kræver at være den
eneste; enten er vi i ham, eller også er vi det ikke. De, som bliver
i ham, vil opstå og blive en del af hans rige; de, som afviser ham
eller forbliver ligegyldige over for ham, vil falde til jorden og dø
uden håb. Tro på Kristus kan ikke diskuteres.
For
det andet profeterer Simeon til Maria: ”din egen sjæl skal et
sværd gennemtrænge“ (Luk 2,35). Henvisningen er uden tvivl til
korset, som Maria vil være vidne til, og alle senere generationer
bør huske, at uden korset er der ingen frelse. Korset er hele
frelsesplanens centrum.
Frelsen
er en gave i den forstand, at vi ikke kan gøre noget for at fortjene
den. Men samtidigt kan den være meget dyr for dem, der tager imod
den. Hvad har det kostet dig at følge Kristus, og hvorfor er denne
pris, hvad end den måtte være, alligevel billig nok? Luk 2,25-32 Åb
14,6-7
Vidner
om frelseren
”Lukas,
som har skrevet Lukasevangeliet, var lægemissionær. I Bibelen
kaldes han ”den kære Lukas, lægen“ (Kol 4,14). Apostlen Paulus
hørte, at han var en dygtig læge, og valgte ham, fordi Herren havde
betroet ham en speciel opgave. Paulus valgte ham som medarbejder, og
Lukas fulgte med Paulus fra sted til sted en vis tid. Så lod Paulus
Lukas blive i Filippi i Makedonien. Her arbejdede han i flere år som
læge og prædikant. Han tog sig af de syge og bad om, at Gud ville
helbrede dem.
Jomfrufødslen
er helt og aldeles Guds handling og genspejler hans mysterium,
majestæt og mission. Den overgår al menneskelig forstand. Intet er
umuligt for Gud“ (Luk 1,37). ”Og Helligånden dalede ned over ham
i legemlig skikkelse som en due; og der lød en røst fra himlen: ‘Du
er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!’“ (Luk 3,22).
Lukas
giver en liste over store historiske personer for at vise, at hans
beretning om Jesus og Johannes historisk er lige så virkelig som
disse mægtige mænd. Men der er også en anden vigtig grund til at
nævne disse indflydelsesrige personer. Det viser kontrasten mellem
dem og Johannes Døber, ørkenens ydmyge mand, Guds udvalgte
budbærer, som skulle berede vejen for den mest betydningsfulde
begivenhed i hele menneskehedens historie, nemlig verdens frelsers
komme i Jesus Kristus. Det er interessant, at Gud ikke valgte en af
denne verdens ”store“ mænd til at bekendtgøre Messias, men i
stedet valgte en af de ”mindste“.
Forskere
samler alle disse historiske personer og giver os en dato tæt på år
27 eller 28 e.Kr. for begyndelsen på Johannes Døbers og Jesu
arbejde. Det er inden for tidsrammen af disse kendte personer i
Romerriget, at Jesus blev døbt og modtog himlens anerkendelse af, at
han er Guds ”elskede søn“ (Luk 3,22). Lukas fastslår dette
faktum lige fra begyndelsen, til og med før han begynder at give
sine læsere en nøje gennemgang af Jesu opgave og arbejde. Luk
3,1-14 · Rom 6,1-6 · Luk 3,21-22 · Luk 4,5-8 · Es 14,13-14 · Luk
4,9-13
Dåb
og fristelser
Luk
3,1-14
I
Luk 3 møder vi Johannes i hans specielle og afgørende rolle i
frelsens historie. Hvad der ellers kan siges om Johannes’
forkyndelse, er det helt klart, at han ikke lagde fingrene imellem
for at lefle for sine tilhørerer. Hans ord indeholder væsentlige
sandheder, ikke kun for dem, der lyttede dengang, men for os alle.
Hvad synes du specielt er af betydning i det, Johannes siger?
Omvendelse har ikke kun en teoretisk ide. Den indebærer en livsstil.
Det græske ord, der bruges, er metanoia, som betyder at skifte sind,
og dette fører til et nyt liv.
At
”døbe“ betyder at nedsænke helt i vand. Nedsænkning har en
meget dyb betydning. Selv før Johannes’ tid havde jøderne lagt en
bestemt betydning i dåb ved nedsænkning. Det var almindelig skik at
blive døbt på denne måde, når hedninger valgte at tilslutte sig
den jødiske tro.
Ved
at invitere jøderne til at blive døbt introducerede Johannes et nyt
princip. Dåb er en anledning til offentligt at opgive ens gamle,
syndige liv og forberede sig på Messias’ komme. Johannes Døber
introducerede på denne måde en symbolsk handling, hvor man afstod
fra synd og indviede sig til et nyt liv som borger i Messias’ rige,
som var ved at blive oprettet. Johannes skyndte sig at slå fast, at
han kun døbte med vand, men at han, som kom efter ham, skulle døbe
med ”Helligånden og ild“ (Luk 3,16). På denne måde fremsætter
han en vigtig pointe.
Dåb
ved neddykning i vand er kun et symbol på en indre forandring. Denne
betydning af dåben ville senere blive bekræftet ved Helligåndens
udgydelse.
amen