Hvad er bøn

 

LINK

Hvad er bøn

Man må være så afhængig af Gud, at Fadervors slutning. Din er magten, og æren, må være en realitet for og i vore liv. Det kan være svært, når en´ selv ikke altid vil. Hos de mennesker der oplever Guds mirakler i deres liv og gerning er det en hel selvfølge Fordi de tror Guds Ord, møder man ofte en barnlige/enfoldige frimodig tilbedelse, uden kunstlige bønneremser af den almægtige Gud. Et sådant liv er en vældig inspiration for os andre. Og vi indser, vi ikke har forstået, helt så meget af bønnens betydning og hvad bøn i grunden er.

HVAD ER BØN?

Der er i tidens løb anvendt mange billeder på bønnen, som vort åndedræt osv. og der er blevet sagt stærke ord om bønnens nødvendighed, af John Mott. Ricard, Oxfordgruppen, om morgenvagten, den stille stund. Vi ved også fra Bibelen, at vi skal bede uden ophør, men hvor er bønslivet forsømt! Alle ved det, man klager over mangel på tid, men ændrer det ikke for alvor, om man ikke bliver rusket op i, eller kommer i en eller anden krise. Man må være fortrolig med bøn, hvis man vil sætte sig for at være forberede, bede om mirakler, og forvente bønnesvar. For det er et område, hvorover der står: Berøring livsfarlig! Stærkstrøm! Bøn opfattes af mange som et klog-kone-råd, man iler til, når alt andet er forsøgt; derfor viger de selv tilbage for det, og må have andre til at bede for sig, da Gud dog står for dem som et væsen, der ikke må misbruges. Falder de for fristelsen, til at lægge ansvaret over på andre og ikke selv være udholdene, har de en dårlig samvittighed bagefter, fordi de aner, at de burde blive ved at gå til Gud, der altid hjalp dem; eller de begriber ikke et muk af det hele, hvis de ikke får den opfyldelse, de ventede. De har det jo ikke som børn, der kommer stormende til den far, de kender så godt gennem lange tider, at de uden spekulationer taler med ham om alt.

Lidt mindre fremmed falder det for dem, der regner bøn som en nødhjælp i vanskeligheder. De beder måske om tørvejr på vaskedagen, beskyttelse for familien på udenlandsrejsen, en god eksamen for drengen; men de kender heller ikke glæden ved bønnens hvile. Også de skammer sig ofte ved at vedgå, at det egentlig er misbrug af de kræfter, de aner er gemt i bøn.

Videre er de kommet, som aflevere en ordreseddel til Gud, men uden at vente på hans svar. De har det som fruen, der bestiller kaffe, sæbe, kartofler, gulvklude . . . og så lægger røret på telefonen, så de ikke hører købmanden sige: Frue, jeg råder Dem til at nøjes med 1/2/ pund kaffe; den falder nemlig snart i pris. Vi har desværre ikke flere kartofler af de gamle; men vil De have nye? I næste uge får jeg en sending gulvklude hjem, som skal være ganske glimrende; var det ikke værd at prøve dem?« Men fruen er gået, købmanden taler for en tom telefon. Den bedende har afleveret sin remse, Gud ryster på hovedet og siger: Din dreng vil blive forfængelig, hvis han får for fin en eksamen, din nabo har bedt om regn til sine jordbær . . den sygdom er kommet, for at Faderen skal herliggøres.« Men mennesket havde alt for travlt og er styrtet af sted ud i livets karrusel.

Bøn er din personlige samtale med Gud og Jesus Kristus, de er eet, og med Helligånden som tolk. Jesus Kristus har lovet at bede med, og han har lovet, at Ånden vil lære os hele sandheden, også om bønnen, og omforme vore sløje bønner så de bliver »i Jesu Kristi navns Ånd og Hans Sandhed. Hvis vi ikke giver os tid til at tie i bønnens stund, mister vi det vigtigste: Guds svar. Det kan komme som en klar overbevisning om, hvad vi skal gøre, eller som det modsatte, en forståelse af, at vi ikke skal have svar nu, men vente på Guds time. Under alle omstændigheder må vi havet tro til, at bønnen er hørt, og det giver en tryghed. Vor ønsker, tanker og især sind skal være knyttet til sand bøn.

John Rice skriver i »Guds kur mod bekymringer: » Har du ikke følt, at Gud har besvaret din bøn, har du ikke fået frimodighed og fred, så bed igennem!«. Det er et glimrende udtryk: bed igennem. Men det har fortravlede nutidsmennesker ikke tid til, de diskuterer, om det kan lade sig gøre for en husmor at bede med grydeskeen i hånden, om det er nok for en forjaget læge at bede i sin bil på køreturene, om det er nødvendigt at tage lang tid til sin bøn, for Gud ved jo selv, hvad vi trænger til, det har han da sagt. Jesus gav os eksemplet ved at tilbringe natten i bøn, når der forestod noget vigtigt. Hm var i stadig kontakt med sin fair i bønnen, og theologerne siger, at de udbrud: .Sandelig, sandelig!«skal forstås som afslutning på bøn. Hm vendte sig i bøn, når han skulle sige mennesker noget stort, og så gik han lige over i at give det svar, han havde faet gennem bønnen. Paulus kunne oversætte. Sandelig, sandelig med Amen, amen!

Det fortælles, at en del mennesker tilbragte nætter i bøn om vækkelse i Korea, hvilket førte til, at tusindvis strømmede til møderne, og der kom en stor vækkelse. Det var lige før Koreakrigen! På den måde rustedes de arme koreanere til alle de umenneskelige lidelser i krigen. I Bewingtons bog er det mest vidunderlige, at han gik ud, feks. i et hult træ, og bad i dage og ugevis, når dørene lukkedes for ham. Så kom folk selv og bad ham indenfor! Når der tales om at gøre fremstød eller tage et nyt arbejde op o.l. møder nogle også op med den udtalelse: Ja, nu gælder det om at bede først! Som om dette var en forhindring for at komme i gang. Ofte har jeg mødt det syn på bøn, at det skulle være nok at bede for noget. Men bøn fritager os ikke for selv at arbejde i Guds og på Hans sags fremgang.

Tre steder i Bibelen sammenlignes de helliges bønner med røgelse: Sl. 141,2; Åb. 5,8 og 8, 5. Især i Åb. 8,2-5 føres talen igennem; der fortælles, at røgelsen samles i guldkar, en engel lægger mere røgelse i, husk på, at Jesus har sagt, at han beder også med os, og Helligånden vil bede med! derefter fyldte engelen ild fra alteret i karret, hellig ild fra Guds alter! Så satte den ikke det hele hen foran Gud for at glæde ham, nej, den kastede det på jorden, hvorefter der kom tordenskrald og bulder og lyn og jordskælv. Der skete noget, som måtte sætte de bedende i stor aktivitet, for al den rystelse må have været vældig. Så mægtig er den kraft, Gud har stillet til vor disposition. Giv mig et sted, hvor jeg kam stå, sa jeg kan bevæge jordens sagde Arkimedes. Det sted har Gud givet os: bønnen! Beder vi for synderens sag, for et menneske, for en syg, må vi regne med, at der sker noget stort, der sker rystelser, vi kommer i arbejde. Når, hvis?, vi beder igennem, kommer der overraskelser for os lidettroende, vi får at se Guds herlighed midt i blandt os.

Jeg ved, at det var en chokerende sag for mange mennesker i Danmark, da vor gamle konge kom sig efter det styrt med hesten Han blev bragt bevidstløs ind på, Diakonissestiftelsen, og man kunne ikke tro, at han overlevede det. Men hele landet bad for ham, hele landet bad i enhed om kongens helbredelse og han kom sig.

Bøn er helt naturlig

Netop fordi bøn er en naturlig samtale med Gud som vor far, kan vi gå ham med alt. Barnet skulle nødigt spekulere over, om det nu egenlig vil interessere far. Det løber lige ind og lægger spørgsmålet frem for ham. Og venter på svaret! Ordre er et svar. Der har været en tilbøjelighed til at tro, at man kun skal gå til Gud med de ”åndelige” sager. Det der drejer sig om menneskers almene liv må vi selv klare. Men hvilken Far ville da overlade sine børn til sig selv? Det er mennesket, som er blevet glemt i maskinalderen, også af de kristne. Mottoet for den store kirkedag i Hamborg i 1953 var: Red mennesket. Hele mennesket! Du kan ikke stikke folk et skriftsted alene, når vedkommende sidder i en bunker uden mad, uden arbejde, hjemløs og måske syg. Du må tage dit næste, tage dit personlige ansvar op overfor ham. Berggrav holdt på det lutherske verdenskonvent i Hannover, en flammende tale om kirke og stat, hvor han redegjorde for, hvordan staten har overtaget de kristnes kærlighedsgeringer. De gamle, svage, syge. arbejdsløse henvises nu til alt det, velfærdsstaten har indrettet. Derved er diakonien kommet i fare. I Erik Rostbølls bog, om menneskeværd og velfærdsstat udtaler den svenske politiker Valdemar Svensson. Næsteforholdet bliver varetaget af samfundet! Det er kun en religiøs forandring, som kan redde storbymennesket fra at gå under for den økonomiske udviklings afsjæling. Hvor mange i dag er ikke endt som sindssyge eller, som Paulus siger, sygnet hen, i ensomhed, døde uden kontakt til noget menneske, det på trods af vor såkaldte velfærdsstat.

Ingeniørerne har taget profeternes plads.

Hvor er det dog sandt, teknikken har taget Åndens plads, også blandt de kristne; alt for ofte ser vi de tekniske, den moderne ledelses struktur rammer, foreninger, møder, og kvæler bønnens liv i stedet for at fremme det. Man organiserer sig, planlægger møder, samlinger til punkt og prikke, man vil selv styre alt og tager gerne al verden nyeste teknologi ind som hjælpemidler, så man kan holde samlingerne inden for, af mennesker fastlagte rammer. Man tror mere på, hvad man selv laver, end på, hvad Gud gør. I hjemmene er bøn en sjældenhed, bordbøn og husandagt er afskaffet; man har ikke tid, så børnene vokser op i et milieu, hvor bøn ikke er en realitet. De får det indtryk, at forældrene kun beder, når det kniber svært. Alt det fører også til kamp for den personlige forfængelighed. Poster i kristeligt arbejde betragtes som tillidssager, man er ansat under samme vilkår som en lønnet maskin arbejder og har kontor tid i bestemte tidsrum, på legefod med andre offentlige kontorer og man holde ferie som alle andre. Man glemmer man er fuldtids ansat i Guds rige, uanset om man er menig eller præst er Gudstjeneste et fuldtidsarbejde. Jesus Kristus siger: Hvordan kan I tro, I som tager ære af hverandre? Æresyge udelukker tro! Og mangel på tro udelukker bøn. Hvis den danske menighed gav sig til at bede om Guds Ånd, ville der komme stærke rystelser, for Ånden overbeviser om hele sandheden, også i Sønnens verden, og fører vor bøn ind i en transformator, hvor den svage og ufuldkomne bøn bliver til en højspænding - i Jesu navn!

Hvad vil vi med vore bønner?

Vi har i Bibelen 2 typiske eksempler på bøn i Mark. 10: Jesus spørger i v. 36 disciplene: Hvad er det, I vil, at jeg skal gøre for jer. De beder da om de bedste pladser i himlen. Jeg har altid skammet mig over dette sted, men har lært, at jeg selv ikke er så langt fra det stade. Det er resultatet af, vor egen selvophøjelse, det ”overåndelige” standpunkt i kristenlivet. I v. 51. spørger Jesus den blinde tigger om det samme og får svaret: Giv mig mit syn igen. Her er en mand med en øjeblikkelig nød. Han ved, hvad han vil mesteren, som han tror kan ordne alt for ham. Som Herren Jesus også siger et sted. I ved ikke hvad I beder om. Vi skal vide hvad vi virkelig vil, når vi beder og tro på vi har fået det, så skal vi få Guds rette svar og hjælp. Hvis vi fik lov til som i eventyrene at ønske det, vi helst vil have, vie vore inderste tanker hurtig afsløres. Var det da bilen, villaen, den søde kone, den indbringende fortjeneste, der kom frem i vore ønsker?

Til kvinden ved brønden udbrød Jesus: Om du dog kendte Guds gave, så bad du ham, og så gav han dig levende vand. Eller husk ordene: Søg først Guds rige, så kommer alt det andet i tilgift. Derfor begynder nok også skoleeksemplet på bøn: Fadervor, med tre bønner om Gudsriget. Men derefter har vi syv bønner om vort daglige liv, levebrødet, næsteforholdet, vor kamp mod det onde i os selv og ukærlighed mod de andre.

Der er ingen grænser for, hvad vi kan tale med Gud om.

Om vi alle, som kalder sig for en kristen, dagligt, vil gøre det, vil vi lidt efter lidt opleve, at alt bliver sat på sin rette plads i vore tanker og i vort liv, Jeg husker fra Oxforddagene et eksempel på, hvordan der blev talt om, at hele vort liv bestod af vigtige småting, som vi kunne tale med Gud om.

En søn kommer uden at skamme sig frimodigt til sin far.

En søndagstur kunne vi også spørge Gud til råds om vor livs mage, vi kunne jo komme til at møde den, som blev vor ægtefælle på den tur. Mange har oplevet, at de ved at bede Gud om vejledning netop blev ført et sted hen, hvor andre ventede dem og trængte til dem. Dr. Lundby i Norge kan berette talrige træk om, hvordan han spørger Gud til råds om, hvor han skal sætte sig under et møde. Så træffer han mennesker, der har søgt om hjælp. Det er nok ikke alle givet at komme til dette, jeg tror, det er en øvelsessag i Guds skole.

Det gælder ikke så meget om at have foldede hænder som om at have et Foldet sind.

Tilstoppelserne.

Hvorfor kniber det for moderne mennesker at bede igennem? Hvorfor tørrer bønnen ind hos mange kristne? Det kan ikke alene være mangel på tid og mangel på troen på bønnens virkninger Den generelle forjagethed i alle dagliglivets forhold, hvor kamp for penge, det daglige udkomme, og forlystelser, konkurrence om at være lige så godt klædt, lige sa fint med på noderne, som naboen og omgangskredsen, har sin skyld i, at kristne spilder megen kostbar tid. Der er fire andre grunde, som springer i øjnene:

1. Lovløsheden.

En ung mediciner fortalte mig engang, at hum forsøgte at få sine kammerater med i den kristne Medicinerkreds, men mødte mange indvendinger. Bla. Du er ikke blevet bedre af at være kristen, hvorfor skulle vi så blive det? Det kan ikke nytte, at vi afviser det med en overlegen bemærkning om, at det nu var toldere og syndere, som omgav Kristus; for det var ham uhyre meget om at gøre, at disse toldere og synderen ikke blev ved med deres syndige liv. Også i flere helbredelsestilfælde siger ham: Hold så op med det liv; for at det ikke skal gå værre næste gang med dig. Til synderinden sagde han ganske vist: Jeg dømmer dig ikke - her bliver man stående - men han tilføjede: Hold så op med at synde. Det går som en rød tråd gennem Jesu Kristi forkyndelse, at han vil, at vi tager mod hans hjælp til at leve et liv med frugtbarhed, med sejr over synden, med vidnesbyrd om Guds kraft til at knægte det onde i vort liv.

Men finder man Stanley Jokes bøger om sejrende liv og lignende på et menneskes bord, tænker man: Nå, der har vi en af de ”overåndelige”, som bilder sig ind, at vort liv kan blive bedre. Der er en jamren over denne verdens elendighed blandt alt for mange kristne, der vidner om, at de ikke har begrebet et ord af det hele. De har da i hvert fald ikke set Hans herlighed, måske ved de lidt ud fra Bibelens Ord men det er mere en god historie end selv deres liv. Deres liv er trist og sort, så det ikke bliver smitsomt for dem, som trænger til hjælp i kriserne.

Ofte, ofte møder man den irritation hos de såkaldte kirkefremmede, der måske ikke er mere kirkefremmede end dem, der går i kirke hver søndag, at vi kristne tillader os alle slags åbenbare synder uden at blinke. Hvor meget skattesnyderi/sort arbejde, broderstrid, ægteskabsfallit, åben utugt ser vi ikke indenfor menigheden? Hvis en dreng spiller bold i haven og slår en rude i stykker, selv om han godt ved, far har forbudt ham det, bliver han utryg overfor faderen Måske har han set, at faderen stod indenfor gardinet og så på det, men han nægter hårdnakket sin skyld. Hvordan går det, om den dreng kommer til faderen og beder om en ny cykel, eller penge til en forlystelsesrejse, vil faderen da ikke foreholde ham den knuste rude. Jo, om det da er en ordentlig far. Men tillidsforholdet er brudt mellem de to. Der er ikke ren luft mellem dem.

Lydighed kommer af bønslivet.

At lydighed har noget med bønslivet at gøre, ser vi mange steder i Bibelen, både i Israelitternes historie, hvor ulydighed gang på gang blev årsag til, at Gud ikke hørte deres bøn; ja deres ørkenvandring i 40 år var direkte følgen af deres ulydighed. Den generation måtte dø, før folket fik det nye land i eje. I Johs. 14, I3- 15, siger Jesus direkte: Hvad som helst I beder om i mit navn, vil jeg gøres, men han tilføjer: Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger! Kærlighed og lydighed følges ad, ikke den slaviske lyden, lystren; for det er kadaver lydighed. Ingen kommando, men den selvfølgelige trang til at glæde den anden ved at opfylde dennes ønsker. Dette har stor praktisk betydning i børneopdragelsen. Også her er lydighed en følge af naturlig kærlighed til forældrene.

Lydighedens betydning for helbredelse møder vi i mange af de bibelske beretninger feks. Luk. 17. 14: de 10 spedalske gik hen til præsterne for at blive synede, raske, som han havde sagt, og helbredtes på vejen. Den blindfødte gik hen og vaskede sig i dammen Siloam, som det var pålagt ham, og kom rask tilbage o.s.v.

Det skete engang for nogle år siden, at en lystønde ved Vordingborg gik ud; fire skibe gik på grund, et forliste. Det viste sig, at der var kommet en ørentvist ind i gasledningen-til tønden. På samme måde vil en uopgjort synd tilstoppe ledningen for os, og det kam blive katastrofalt for os selv , og for andre, om vort bønsliv går i stå. Hvor mange mennesker gik på grund, fordi vor bøn, vort liv, blev tilstoppet af synd? Glem ikke, at Gud har betroet os at føre sin gerning videre på jorden; han er afhængig af os. Skal kristenlivet være smittefarlig. er det ikke nok, at præsten er den eneste smittebærer; det går for langsomt. Vi er alle vidner, om vi vil eller ej, vidner for eller imod. Vi samler eller spreder. Der findes ingen neutralitet i den kamp.

I Jak. 5 står det da også udtrykkeligt: Om han har syndet, skal det tilgives ham. Bekend derfor jeres synder for hverandre og overfor hverandre, for at I må blive helbredte. Her stilles det som en betingelse, at synd er bekendt, om Gud skal kunne træde til og helbrede. Det er meget alvorligt.

I Peder Olsens bog er der et kapitel om forberedelsen af den syge, som må gøre op, om der er tilstoppelse mellem ham og Gud med uopgjort synd, og ubekendte synder, det er en forudsætning for salvningen med olie. Ikke et livsopgør med tale om ubestemte fejltrin, men en ærlig indsigt i, om der er bestemte forhold, der skiller fra Gud i dag! Alene dette kan blive til stor velsignelse. Der går en mængde kristne om med uopgjorte synder, og vi savner syndsbekendelsen frygteligt. Det behøver ikke at være en præst, der modtager det, for vi er alle præster for Gud. Men det må være en som selv er renset fra synd, en vi har tillid til, en der formår at overholde tavshedspligten, en vi ved, når vi går til vedkommende gå det ærligt for sig, en der ikke dækker over med floskler om, at vi jo har gjort vort bedste o.s.v. Skal man bekende, må det føre til en operation, hvor det syge ikke skannes, men fjernes. Hvor mange selvmord og selvmordsforsøg ville ikke kunne hindres, om vi kristne var vågne overfor andres nød og tog os tid til at tale med dem, før det blev for sent, før de faldt i fortvivlelsens bundløse mudder. Det er forfærdende, sa ofte uopgjorte synder feks. er årsag til skilsmisser og ulykkelige ægteskaber. En god samvittighed fører aldrig til neuroser; det er den dårlige samvittighed, der gør det, siger psykiaterne i dag.

Glæden i Kristus er grundlaget for vort kristenliv; men den udebliver, når der er kommet afstand mellem os og Gud. Derfor er den daglige bedestund, hvor vi taler med Gud og venter på svar, vejen til denne glæde, for da mærker vi, om der er noget utrygt i vort forhold til ham. Så er det jo spørgsmålet, om vi far dette gjort op!

2. Vi gør det svært

Vi forvansker (gør det svært at fatte) Guds ord ved en ”overåndelig” fortolkning. Det må være svært at studere theologi; der kommer da også en krise for hver en ærlig studerende, fordi Bibelen bliver pillet fra hinanden under alle de kritiske vurderinger af oprindelse, afskrivning, sprogvanskeligheder, forståelsen af sæd og skik på den tid og meget mere. Men det er altfor ofte sædvane i bibelkredsene at gøre det samme.

Rammer et skriftsted os, er vi finke til at bortforklare det. Det vi læste, rådet var jo talt til jøderne. Det må ses i lyset af den specielle tid. Det skal vist ikke forstås så bogstaveligt. Kender du ikke det? Taler man om den rige unge mand, der måtte sælge sit gods for at få freden i eje, gyser det i dem, som føler, at de har mere end andre, hvad det nu er, penge, bil, hus, forstand o.s.v. Der er noget, som de stoler mere på, end på Gud, og det skal de ofre, det er klart. Men øjeblikkelig er der da heldigvis en, der forsikrer, at vi må da sige Gud tak for de store gaver, vi har fået. Vi kan bruge dem i hans tjeneste. Vi kan derved gøre mere for dem, der er fra samme niveau. Men det er en af de løgne, hvorved djævelen tager brodden af Guds ord for os. Det gælder ikke ved bibellæsning om at finde ud af spidsfindigheder; det gælder om at lade ordet tale til os i vor situation i dag og at blive gørere, ikke kun hørere. Her vil moralsk oprustnings metode med at notere indskydelserne op kunne få stor betydning. Vi glemmer så let.

Der er, mange områder, hvor denne ”overåndelige” fortolkning kan ødelægge ordet, ikke mindst når talen er om helbredelse gennem bøn. Den, som beder, får, står der, men man føjer til, ikke altid det, vedkommende beder om. Hvad er det for noget? Gud giver, hvad vi beder om. Når I som er onde, ikke vil give jeres børn en slange, når de beder om en fisk, vil Gud da meget mere give sine børn gode gaver, råber Jesus.

Vi må finde ud. af, hvorfor vi fik det, Gud gav os som svar på vor bøn, hvordan det var hans svar, ikke spekulere over, hvorfor vi fik noget helt andet. Der går flere historier om en lille pige, der bad, (Bewingfon fortæller om en, der bad om en fødselsdagskringle, andre fortæller om en, som bad om godt vejr på sin fødselsdag), og da hun ikke fik bønnen uopfyldte på den måde, som familien ventede, drillede de hende med, at Gud ikke hørte hendes bøn Barnet svarede: Jo, Gud hørte den, men han sagde bare nej! Det er nemlig også et svar, som et godt barn genkender fra fornuftige forældre.

3.Vi tager ikke Gud på ordet.

Ville der findes ret mange bekymrede mennesker, om de tog Gud på ordet: Du må ikke bekymre dig for dagen i morgen er Det er naturligvis forskel på sjælelige anlæg ( på hvilken sindstilstand vi er i). Nogle er spekulativt og bekymret indrettet, andre er tilsyneladende overfladiske, men troede vi på, at Gud vil sørge for os, blev vi skånede for triste stunder. Fadervors bøn for det daglige brød bliver efter Jesu ord om bekymringerne mere levende, når vi ved, at det udtryk, som anvendes, betyder: Giv os i dag, hvad der er nok til i morgen.

Vi ser alt for meget på, hvad vi selv kan klare, alt for lidt på Guds almagt og sejr. Kommer vi ud for ordet af Paulus: Gud ske tak, som altid horer os i sejrstegn gyser det i os. Der er da ingen sejr i mit liv Smækkede jeg ikke med døren, da jeg gik hjemmefra? Nu har jeg kæmpet med den fristelse i årevis, og den plager mig stadigt. Nej, lad os tale så stille om sejr so muligt.

Da jeg engang var I Det kongelige Thetaer, fik jeg en anskuelsesundervisning i dette skriftsted; det kan altså også ske i et thetaer! Det var midt i den vidunderlige opera, Adam, da Jeg så sejrherren køre ind på scenen med en række kriger bag sin stridsvogn. Deres hænder var bundne, og de var bundet sammen i en række. Da forstod jeg Paulus Som romersk statsborger vidste han, at det tilkom en romersk sejrherre at fa et triumfoptog, enten i sin hjemby eller, om det var en særlig sejr, da i selve Rom, og de mest betydningsfulde krigsfanger blev fort i dette triumftog bundne bag hans stridsvogn.

Talen er da om at demonstrere Guds sejr ved dette sejrstog, ikke vor egen. Om Kristus nu anmeldte sit indtog i Deres by, ville da altanpladserne ikke da gå til svimlende priser? Ville De alle være rede til at gå som bunden fange bag hans vogn for at vise hans sejr over dem alle? Kristus sejrede også over synd og sygdom, så vi har lov at skyde os ind under denne sejr. Gang på gang siges det om miraklerne, at det skete, for at det skulle opfyldes, som der star skrevet: Ham tog vore svagheder, bar vor sygdomme (Mat.8.17) Op på sit kors, selvfølgelig, hvor han betalte for det

4. Vi indfrier ikke vore løfter til Gud.

Betal Gud Herren dine løfter, står der i. Slm.50.24.

Jeg kender en mand som mødte Gud og tog bort med sin Bibel på et øde sted i længere tid, fordi han havde noget meget svært i sit liv. Han gav Gud det løfte, at han ville give Gud sit liv, om Gud ville hjælpe ham i hans særlige nød. Gud friede ham af konflikten, og han holdt sit løfte til Gud og blev en kendt sjælesørger for masser af mennesker. Men jeg har også truffet folk, for hvem kristenlivet gik i stå, fordi de ikke indfriede deres løfter til Gud. Det var måske i en svær tid, da modgang og forfølgelse, sygdom og økonomisk nedgang eller Ådre plager forfulgte dem. Så gik de til Gud og bad og tryglede om at reddes, de lovede det ene og det andet, de ville blive anderledes, de ville gå i bibelkreds, de ville holde op at ryge, de vi le gøre den skade god igen, de havde forvoldt andre, betale den snydte skat og told tilbage o.s.v. Men da faren var ovre, glemte de det hele, sagde måske ikke engang Gud tak for hjælpen, bortforklarede den som tilfældigheder, lægernes dygtighed, eller deres egen klogskab. Da gik det hele i stå, for Gud lader sig ikke spotte.

Har du en anelse om, at det er årsagen til dine problemer og stillestående bønsliv, så find den kontrakt frem du skrev sammen med Gud, den ligger et eller andet sted, måske i en skuffe et i et glemt møbel i dit sinds indre og venter på din indløsning af din del af aftalen.

Det er også en af undskyldningerne, som forhindrer folk i at blive kristne. De nænner sig til at udsætte sagen mere belejlige tider, de benytter Gud som en Hjælp i nodeur; men de vil ikke følge ham i hverdagen, for det koster for meget; de lover bod og bedring; men alt ser anderledes ud i solskin, ved dagslys, end i nattens rædsel. Og folk med undskyldninger siger til Jesus: Jeg har lige købt en ny traktor, jeg har lige overtaget en ny forretning, købt en stor gård, jeg må have betalt min gæld først, jeg har giftet mig. Undskyld Jesus, jeg blev så bange, da det kneb, men nu kan jeg da et stykke tid igen, uden dig, og skal ikke belemre dig lige foreløbig.

Det kan være, Du selv kan finde andre forklaringer på, at din bøn er tom, at du er en tomganskristen, der ikke kobler til, at du ikke hører til den motoriske trostype, som Berggrav kalder det, men bliv nu ikke stående ved, at du har fundet årsagen, få så indfriet din del af kontrakten, få tag i dig selv, få begyndt dette rige liv i Gud, så du får set hans herlighed, også i bønnen.

Amen.

Tilføjelse.

Du kan stadig nå at købe olien hos købmanden Jesus, til at smøre dit bønnemaskineri med. .J.LN