DE KRISTNES KAMP MOD SJÆLELIGE OG BEDRAGERISKE ÅNDEMAGTER

 

LINK

DE KRISTNES KAMP MOD SJÆLELIGE OG BEDRAGERISKE ÅNDEMAGTER

Det menneske, som i sandhed er blevet en ny skabning i Kristus, er ikke derfor kommet bort fra kampen; det er kun trådt over i et andet stadium, som fører finere og listigere snarer med sig. Efeserne: 6:10-18 taler om denne åndelige kamp. Det menneske, om hvem Efeserne 2:6 siger, at han er sat med Kristus i det himmelske, omtales senere at være i kamp mod ondskabens åndemagter i himmelrummet, særlig i form af djævelens kunstgreb. Det er derfor af vigtighed for enhver, som er åndelig, at man ved, hvorledes Satans bedrageriske ånder kan skabe efterligninger af den menneskelige ånd i sjælen. Mange af Guds børn lever sjæleligt, dvs. efter deres personlige følelser og stemninger, i den tro, at de lever i ånden; og da dette berøver dem kraften i kampen mod mørket, bruger de onde engle alle midler til at drage dem ned i sjælens eller legemets sfære. Undertiden lader de syner komme for deres sind og giver dem under bønnen særlige forestillinger, eller bibringer legemet overvældende følelser af glæde, liv, ild og kraft. At bygge på overnaturlige ting, som kommer udefra, undertrykker åndslivet, og gennem vidunderlige erfaringers lokkemad fører fristeren den troende ned til at leve i det ydre menneskes felt, og til sidst ganske fængslet af de forunderligste ting, taber den troende ubevidst lidt efter lidt den indre forening i Gud. Han er optaget af sine erfaringer, og Ånden bliver sat til side og ignoreret. Den er ikke længere den styrende eller kraften i striden og i tjenesten. Sådanne erfaringer kan gøres ved offentlige taler, ved diskussioner osv., hvis der ikke bliver våget og bedt. Den overnaturlige kraft er dæmonisk og påvirker enten direkte den menneskelige ånd, eller opvækker sjælelige følelser og stemninger. Enhver troende, som søger at vandre med Gud, må forstå, at så snart samarbejdet med Gud er afbrudt, står de onde magter rede til at påvirke deres ånd ved efterligninger af Den Hellige Ånds liv. Den troende bør vide, at netop fordi han er åndelig, er hans ånd udsat for angreb af dæmoniske åndemagter.

Den, der tror, at kun Den Hellige Ånd kan have indflydelse på hans åndelige liv, er sikker på at blive ledt vild; thi i så fald behøvede man ikke mere at våge og bede. I det kristelige liv gives der sjælskræfter i forbindelse med viljen. Men viljen, som er en af sjælens evner, må ledes af Ånden - og ikke af kødet. Nu er der mulighed for, at en vis sjælskraft kan udvikles ved viljesbøn, dvs., at man gennem sjælskræfter får magt til at lade sin egen vilje påvirke dem man beder for. Derfor er det, at vi må være på vagt i bønnen, og ikke lukke vore egne sjælskræfter ind og rette dem på bestemte personer, som beder med os, men bede i Ånden og rette vor bøn opad mod Gud. At psyke - eller det sjælelige - er imod Ånden, ser vi klart i 1. Korinter 2:14: "Men et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der stammer fra Guds Ånd; thi det er ham en dårskab, og han kan ikke forstå det, thi det må bedømmes åndeligt."

Den psykiske og sjælelige kraft, som spiller en så stor rolle i disse sidste tider, er altså ikke ånd, for den tilhører menneskets faldne natur, og er åben for påvirkning for åndsmagterne i luften. Sjælskræfter kan kun udvikles fuldt ud ved overnaturlig magt, og denne magt bliver efter faldet udøvet af Satan og ikke af Gud. Dette løser mange gåder angående nogle af Guds børns erfaringer, som har bragt forundring og forvirring blandt de troende; thi det forklarer, hvorfor en dåb i Den Hellige Ånd, som man holdt for virkelig ægte guddommelig, viste sig hos mange i udviklingen at resultere i en dominerende overpersonlighed, dvs., i hovmod, magtbrynde og ærgerrighed i stedet for ydmyghed, kærlighed til sjælene og en sand og virkelig dødelse af selvet. Dette viser os, at vort naturlige sjælelige liv skal nedlægges og ikke udvikles, men det skal gives hen på det kors, som Ånden pålægger os, samt holdes i døden og ude af virksomhed, for at give rum for det højere liv fra Gud ved Den Hellige Ånds indvirken. Vi ser altså, at Kristi kors (ikke det bogstavelige på Golgata), men det usynlige kors, som Jesus bar på sin fodvandring, nemlig at fornægte sig selv, er og bliver prøvestenen på, om en kristen påvirkes af Guds Ånd eller af selvet eller af faldne dæmoners åndemagter. Da det har vist sig gang på gang, at overnaturlige kræfter kan gøre de skjulte, sjælelige evner i mennesket virksomme, bør et Guds barn aldrig antage nogen åbenbaring af kræfter som værende fra Gud, når de ikke leder det nærmere ind i døden med Kristus og ind i selvets død. Man bør prøve ånderne, om de er af Gud, ved at stille sig det spørgsmål: Er det korsets vej?

Såfremt det modsatte er tilfældet og fører til, at selvet bliver stærkt og udøver en tvingende indflydelse på andre, da er vedkommende sjæl i stor fare og bliver let fanget af fremmede åndsmagter og må alvorligt søge ind til korsets Herre og lade Guds Ords lys og sandhed udøve sin rensende og adskillende virkning; thi kun dette, at tage sit kors op og følge Jesus efter, er den sikre vej, der fører nærmere Gud og ind i det inderlige kærlighedssamfund med Ham, hvilket er det eneste og sikreste kendetegn på barneretten hos Gud. De sjælelige kræfter udgår fra sjælen, men har deres udspring fra det animalske liv, som bibelen kalder kød, og ikke fra Ånden, selv om det slet ikke ser ud, som om det kom fra kødet. Man må jo huske på, at ved syndefaldet kom sjælen ind under kødets magt og vedbliver at være der, indtil mennesket bliver genfødt, og Den Hellige Ånd bliver den drivende kraft i den kristnes liv og kommer til at herske over sjælens evner og kræfter. Den menneskelige fornuft er en af de sjælelige egenskaber, og den kan ledes og påvirkes fra kødet eller af Helligånden gennem menneskets ånd. Men på grund af uvidenhed om forskellen mellem sjælens og åndens kræfter, har udviklingen og brugen af de psykiske kræfter fået lov til at gå for sig, fordi man holder dem for at være åndelige; men Kristi Ord er prøvestenen. Han siger: Det er Ånden, som levendegør, kødet gavner intet, dvs. kun det, som Guds Hellige Ånd virker i din ånd, har sit udspring fra Gud. De skjulte kræfter i sjælen er altså ikke et udslag af Guds Ånd eller Guds kraft, som mange mennesker tror; de sande Åndens gaver kommer ikke fra vor sjæl, men fra Gud, som er Ånden, og de kommer gennem vor ånds kanal - ikke gennem sjælens kanal. Det er jo sket ret ofte, at et ærligt og levende Guds barn har oplevet en sand åndsfylde eller åndsdåb, udgydt i sin menneskelige ånd, men har så i uvidenhed på grund af manglende undervisning, og vejledning fra ledelsens side fået udviklet sjælelige kræfter, således at deres tjeneste for Herren blev en delt tjeneste i psykisk (sjælelig) henseende, hvorved de bliver ude af stand til at bedømme, hvad der er sjælskræfter, og hvad der er fra Ånden.

Enhver levende kristen bliver i sin tjeneste for Herren behersket enten af Den Hellige Ånd eller af fremmede sjælelige kræfter; thi det er kun den menneskelige ånd, der fødes på ny. Når Guds Ånd kommer ind i menneskets ånd, oplyser den derfra sindet og bruger de naturlige egenskaber og evner, og når den troende vandrer i Ånden og opfylder dens betingelser, vil alt blive forvandlet og helliget, og tjenesten for Herren bærer Den Hellige Ånds stempel. Ved sindets fornyelse bliver tankerne oplyste og afklarede, og de forvirrede, uklare begreber forsvinder. Jesus har sagt: Kødet gavner intet. Det arbejde, som skal gøres for Herren, og som kun er inspireret af det kødelige sjæleliv, bærer således ingen frugt for Gud; thi lige såvel som kødet intet gavner, således gavner selvets sjælekraft heller intet, men vil tværtimod hindre kærlighedens liv, hvilket ytrer sig i splittelser, trætte, tvedragt og partivæsen (Gal.5:20), som man jo desværre ser, ofte finder sted i visse samfund. Det er derfor nødvendigt, at Herrens venner lærer at kende forskellen mellem sjæl og ånd, for deres egen åndelige sikkerheds skyld. De må vide, at man uden at ville det kan komme ind i en sjælelig tilstand, som ikke er af Helligånden, hvorved sindet bliver fortryllet i liflige følelser og stemninger, så man tror, det er Åndens værk; men det har ved mange lejligheder vist sig at være af bedrageriske åndsmagter. Derfor gælder det for et Guds barn om at bevare sin livsforbindelse med den opstandne Herre, og ved den Helligånds kraft at holde sit adamitiske selvliv på korset og i døden, for at man ikke i kampen mod fjenden skal benytte sig af sin egen sjælekraft i stedet for Guds Ånds kraft. Derfor bør forkyndelsen særlig give oplysning og vejledning, som kan føre sjælene ind i det rette og sande forhold mellem sjæl og ånd, og søge at blotte menneskets sjælelige fordærvelse og tilbøjelighed for psykiske følelser og stemninger, og samtidig advare mod dæmoniske ånders forføreriske efterligninger af Den Hellige Ånd. Jo mere sådanne individuelt hemmelige sjælelige forhold får lov til at trives i en menighed, desto større fare er der for at komme til at ligne menighederne i Efesus og Laodikæa, som begge havde mistet olien i deres kar (Helligåndens ild i hjertet) netop ved psykiske, sjælelige bedrag, og som der står skrevet om menigheden i Laodikæa, at de slet ikke vidste, at de var faldet fra Åndens fattigdom og kærlighedens drift, men roste sig af Åndens gaver og Åndens gerninger i det ydre, og derfor sagde: "Jeg er rig og har overflod og fattes intet". Men hvad sagde Herren til denne udgydelse af hovmod? "Du ved ikke, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen, og netop fordi du ikke ved dette, er du lunken og hverken kold eller varm, og jeg vil udspy dig af min mund (midt i din iver og virksomhed). Vær derfor nidkær og omvend dig." (Åbenbaringen 3:16-19). Hvor alvorlig er dog ikke denne Laodikæa-tilstand, som særlig i disse sidste tider synes at være meget iøjnefaldende i visse forsamlinger; thi det er jo åbenbart indlysende, at en sådan Efesus- og Laodikæa-tilstand er ganske udelukket fra at være brudens stilling, og at sådanne derfor ikke vil blive medoprykket, når Jesus kommer, men går lige ind i den store trængsel og kun kan blive frelst gennem martyrdøden.

Sjælskræfter imod åndskræfter er den afgørende kamp i dag. Kristi legemes lemmer er ved Den Hellige Ånds iboende kraft på vandring imod himlen. Verdens dæmoniske atmosfære fortætter sig mere og mere som følge af de psykiske og sjælelige strømninger, bag hvilke fjenderne i luften driver deres sjælelige dæmoniske spil i mange menigheder. Herrens venners eneste sikkerhed er, stadig at holde en levende forbindelse med vor velsignede genløser og eneste sejrherre over alle fjendens hærskarer, og denne forbindelse er det inderlige skjulte samfundsliv med Kristus i Gud; thi der lever vi over den atmosfære, som er forgiftet af den fyrste, som har magten i luften. Den opstandne Herres liv og magt må bevares i hjertet, og denne magt må stadig rettes i tro mod den fjende, som har svoret Jesu dyrekøbte venner døden. "…Herrens øjne er titusinde gange klarere end solen, og de iagttager alle menneskenes veje og skuer ind i de skjulte kroge…."
Siraks Bog 23:19.